Af Viggo Sinding
Dune: Del 2 er kulminationen af Denis Villeneuves store satsning tilbage i 2021. Den canadiske Hollywood-instruktør gamblede med en todelt fortolkning af Frank Herberts sci-fi-roman, på trods af at en efterfølger ikke var garanteret. Denne gang genopstår det altomsluttende Arrakis-univers fra Dune (2021) – muligvis endnu mere imponerende.
I interviews har filminstruktøren ofte talt om, hvordan den klassiske sci-fi-roman åbnede hans sind på vid gab i teenageårene. At bringe en historie til live, der jonglerer med emner som anti-kolonialisme, intergalaktisk action og psykedeliske visioner, alt sammen i én film, blev af mange betragtet som umuligt, og det er det måske også – medmindre man hedder Denis Villeneuve.
Handlingen fortsætter, hvor første film i serien slap (som undertegnede vil anbefale at se, inden du kaster dig over denne), efter Paul Atreides (Timothée Chalamet) og hans gravide mor Lady Jessica (Rebecca Ferguson) bliver optaget blandt Fremen, det indfødte folk på det øde Arrakis, ledet af Stilgar (Javier Bardem). Både Paul og Fremen-folket har lidt store tab til de brutale Harkonnens, som styrer planeten med ambitionen om at udtømme ørkenen for dens mest værdifulde ressource, spice.
Netop det storslåede ørkenlandskab dominerer igen en betydelig del af filmen, og selvom den ikke behøver at investere lige så meget energi i verdensopbygningen som sin forgænger, udfolder der sig stadigvæk nye og dristige sider af universet. Introduktionen af Austin Butlers karakter, Feyd-Rautha, sker i form af en gladiatorkamp, der udspiller sig på planeten Geidi Prime. Planeten har en sort sol, et miljø så ugæstfrit og farver så drænede, at det resulterer i en fuldkommen hårrejsende tilskueroplevelse.
Og særligt glædeligt er det netop at byde Hollywood-darlingen Austin Butler velkommen. Han tilføjer endnu en skræmmende dimension til Harkonnen-familien, ledet af Baron Vladimir Harkonnen, spillet af Stellan Skarsgård, der igen indtager en af de mest makabre roller i nyere tid. Også foran kameraet får hovedrollerne Timothée Chalamet og Zendaya en større mulighed end tidligere for at vise deres alsidighed som skuespillere, gennem scener fyldt med forstørrede følelser og action. Begge griber disse muligheder uden besvær.
Det er dog imidlertid Villeneuve og hans nærmeste medarbejdere, der løfter værket helt op til sin fortjente mesterværksstatus. Blandt dem finder vi Greig Fraser, som vandt en Oscar for bedste fotografering ved forgængerens udgivelse; han overgår sig selv med forbløffende brug af farver og lys. Den altid geniale Hans Zimmer er også vendt tilbage for at levere endnu et score, der i øjeblikke får biografsædet til at dirre, og i andre øjeblikke understøtter miljøerne, som vi oplever hos de mange forskellige folkeslag i Dune-universet.
Som biografgæst må man godt være begejstret over, at Villeneuve fik grønt lys til en efterfølger, for Dune: Del 2 er muligvis den mest storslåede biografoplevelse i sci-fi-genrens historie. Den er pakket med adskillige imponerende sekvenser, der blæser én tilbage i biografsædet. Denne film skal opleves på det store lærred.
Kommentarer